|
 |
Danske virksomheder ikke klar til EU Tømmerlov
27. januar 2012
En undersøgelse gennemført af NEPCon tyder på, at kendskabet til EU’s nye tømmerlov er begrænset blandt de danske aktører. Loven rammer først og fremmest virksomheder, der importerer træprodukter fra lande udenfor EU, men kun en fjerdedel af importørerne i undersøgelsen kender lovens vigtigste krav. De fleste aktører indenfor træproduktion og -handel forventer ifølge undersøgelsen, at loven vil medføre øget bureaukrati. Men loven kan også give fordele for dansk erhvervsliv.
NEPCon har gennemført en undersøgelse, der tegner et billede af et mangelfuldt kendskab til EU’s Tømmerlov blandt de danske træindustrier.
”Resultaterne tyder på, at ca. 60% af de danske importører af træ- og papirprodukter har hørt om tømmerloven og er klar over, at de står overfor en udfordring. Men kun en fjerdedel har et nogenlunde klart billede af, hvad udfordringen egentlig består i”, siger Søren Dürr Grue, Business Manager i NEPCon. ”Mange kan risikere at komme i klemme når loven træder i kraft til marts 2013, for det vil ofte kræve en længere omstillingsproces at imødekomme kravene”.
Mangefuld viden
Kun et mindretal er klar over, at importørerne skal have et risikostyringssystem (”Due Diligence System”), som bl.a. omfatter risikoanalyser og systematiske tiltag, der minimerer risikoen for, at ulovligt træ sniger sig ind i leverandørkæden. EU kræver også, at importørerne har adgang til information om produkternes oprindelsesland, og det er sandsynligvis her, de fleste vil opleve den største udfordring.
Mindre end hver fjerde importør havde kendskab til disse krav.”Det er problematisk, at importørerne ikke ved, hvor de skal sætte ind. For mange vil det være en større opgave at gennemføre risikoanalyser og finde frem til produkternes oprindelsesland”, siger Christian Sloth.
Bureaukrati eller mulighed?
Forventningerne til loven er især præget af skepsis. Knap 67 % af deltagerne i undersøgelsen forventer øget bureaukrati som følge af loven, og 44 % forventer problemer med at få den nødvendige dokumentation fra leverandørerne.
”For mange af de ramte aktører vil nogle af lovens krav helt klart være en udfordring”, siger Søren Dürr Grue. ”Men loven skubber samtidig danske virksomheder frem mod en bedre leverandørstyring, hvilket kan vise sig at være en fordel på det voksende marked for bæredygtigt og lovligt træ. God leverandørstyring spiller i forvejen en stigende rolle indenfor træprodukter – køberne har behov for at vide præcis hvor produkterne kommer fra for at sikre stabile leverancer i fremtiden. Samtidig er loven en del af en global udvikling, der allerede har ført til øget efterspørgsel på lovligt og bæredygtigt træ, og som tegner til at fortsætte. EU går ikke enegang på dette område – USA har allerede en lov der forbyder import af ulovlige træprodukter, og Australien er på vej med regler, der minder om dem EU stiller”.
EU-importører - en vigtig brik i spillet
Søren Dürr Grue tilføjer: ”Det er også vigtigt at huske på formålet med loven. Den ulovlige hugst er forbundet med naturødelæggelse, afskovning, klimaforandringer og forøget fattigdom. Som endestation for en femtedel af alt ulovligt skovet træ i verden spiller EU en betydelig rolle i den sammenhæng. Ved at opfylde kravene i EU’s tømmerlov er danske importører med til at sætte en stopper for en unfair handel og i stedet sikre rimelige konkurrenceforhold for de tømmerhandlere, der opfører sig ordentligt”.
Kontakt:
Business Manager Søren Dürr Grue, e-mail: sdg@nepcon.net, mobil 2128
Lovlighedseksper Christian Sloth, e-mail: cs@nepcon.net, mobil 3158 7981
Fakta om undersøgelsen
NEPCon’s undersøgelse blev besvaret af 78 repræsentanter for et bredt udsnit af dansk træindustri og – handel, inkl. producenter og forhandlere af savskåret træ, døre og vinduer, komponenter og halvfabrikata, møbler/boligartikler, papirprodukter, emballage, byggematerialer, gulvbelægning mv. Godt 70 % af respondenterne angav at være importører af træ- eller papirprodukter fra lande udenfor EU.
Over 95 % af de deltagerne forhandler FSC- eller PEFC-certificerede og/eller lovlighedsverificerede produkter, og 87 % har angivet at have en politik for indkøb af lovligt eller bæredygtigt træ. Det giver ifølge Søren Dürr Grue grund til yderligere bekymring: ”I vores undersøgelse har vi klart en overrepræsentation af virksomheder, som tager et større ansvar for træets oprindelse end de fleste. Det er sandsynligt, at kendskabsniveau ’et til EU’s tømmerlov blandt alle importerende virksomheder i Danmark er endnu lavere end denne undersøgelse har vist.”
Fakta om EU’s tømmerlov
- Loven blev vedtaget af EU-Kommissionen 19. Oktober 2010 og træder i kraft i alle EU’s medlemsstater 3. Marts 2013
- Den omfatter næsten alle produker af træ, pap og papir. Bambus-produkter og færdige tryksager er undtaget (trykt emballage er dog omfattet af loven).
- Loven stiller særlige krav til aktører, der for første gang placerer træprodukter på EU-markedet – importører af træprodukter samt træproducenter i EU. Disse aktører skal etablere et risikostyringssystem (due diligence system), der bl.a. omfatter risikoanalyse af leverandørkæden, målrettet handling er der minimerer risikoen for ulovligt træ i handelskæden, samt have adgang til information om træets oprindelsesland.
Fakta om afskovning og ulovlig skovhugst
- Skove dækker ca. 30% af Jordens overflade. De udgør et vigtigt kulstoflager og er med til at regulere det globale klima.
- Det anslås at ca. 17% af de globale udledninger af drivshusgasser stammer fra afskovning
- Ifølge EU havner ca. 20% af alt ulovligt skovet træ formentlig på EU-markedet
- Ifølge EU handles 350-650 millioner m3 ulovligt skovet træ pr. år - mellem 20% og 40% af verdens samlede træproduktion.
|
 |
|




|