FSC-mærket bog om klima i kæmpe oplag
3. september 2009
Med bogen “Turen går til de varme lande: Verdens klima – hvad sker der?” kommer FSC-mærket nu ud til hele 140.000 danskere. FSC-mærkningen er særligt passende til lejligheden, for dermed sikrer udgiverne sig at bogen ikke bidrager til afskovning - en af de helt store trusler mod vores klima.
Denne noget anderledes rejsebog i Politikens serie af Turen Går Til-klassikere giver smagsprøver på, hvordan klima-forandringerne allerede nu har gjort deres – til tider rå og brutale - entré verden rundt; og bud på, hvad vi kan vente os fremover.
Spændende læsning
Hvis man tror, at bogen er kedelig pligtlæsning med alle de velkendte skræmmescenarier, så vil man opleve sine forventninger gjort slemt til skamme. Bogen er nemlig yderst velskrevet - og fuld af overraskende fakta og eksempler.
Hvem vidste f.eks., at verdens højest beliggende skisportssted, nær La Paz i Bolivia, er lukningstruet på grund af afsmeltning af gletchere? At Grønland allerede nu er næsten selvforsynende med kartofler? Eller at klimaændringer får majs i Kenya til at vokse baglæns? Afsnittet ”sidste nat på Bali” giver et levende indblik i det drama, som klimaforhandlinger på topplan faktisk er. Og så er teksten krydret med fremragende billeder, der gør et noget dybere indtryk end de fotos man plejer at se i rejsebøger.
Danmark har selvfølgelig fået sit helt eget kapitel, under overskriften ’ bliver Danmark et smørhul?’ Svaret er i øvrigt nok både ja og nej.
Perifer behandling af skovene
På grund af bogens brede sigte er der desværre kun levnet begrænset plads til at forklare om skovene og deres betydning i spillet om verdens klima.
Global afskovning er ganske vist nævnt som en af de fem helt store årsager til klima-problemerne, men ellers er verdens skove stort set forbigået i den panorerende fortælling om de komplekse årsager og mangeartede konsekvenser af CO2-udledningerne til atmosfæren.
Især savner man omtale af skovcertificering som et redskab til at imødegå afskovning. Læseren opfordres heller ikke til at efterspørge certificerede træ- og papirprodukter i det afsnit, der fortæller hvad politikerne og vi selv som forbrugere kan gøre. For en dansk forbruger/indkøber er det ellers en enkel måde at sikre sig, at produkterne ikke har bidraget til den globale skovrydning. Lad os håbe, at der blive rådet bod på dét i den næste udgave!
Nu er det alvor
På trods af denne undladelsessynd må bogen klart anbefales som læsning til enhver, der tvivler på at klimaændringerne skal tages alvorligt - og alle andre der ønsker mere viden om emnet. Den giver kuldegysende eksempler på, at især mennesker i de fattige lande kommer til at bøde alvorligt for de rige landes kulstofudledning. Med sin stærke appel har den et godt potentiale til at skabe forandring blandt politikere og forbrugere i en tid, hvor klima i forvejen er på alles læber - men endnu ikke altid i vores hoveder og handlemåder.
Bogen udgives af Politikens Forlag i samarbejde med Udenrigsministeriet og Danida, og den kan hentes gratis i landets boghandler i september måned. Den er trykt og FSC-mærket af Narayana Press.
NEPCon tilbyder serviceydelser indenfor verificering af virksomheders CO2 reduktion samt assistance med klima/skov-projekter. Hvis du ønsker at høre mere herom, kontakt da venligst klimaprogramleder Søren Dürr Grue, email sdg@nepcon.net, mobil 29889232. |