forslag fra fsc: godt nyt for forlagsbranchen
3 september 2008
FSC har udsendt et udkast til en politik vedrørende anvendelse af sporbarheds-certificerede underleverandører. Politikken kan især få betydning for forlags- og trykkeribranchen.
Større forlag køber ofte selv papiret til deres udgivelser, mens det trykkeri der trykker bøgerne, fungerer som underleverandør. Ifølge de gældende skal ikke blot trykkeriet, men også forlaget - som har ejerskab til papiret - være FSC sporbarhedscertificeret for at kunne sælge en tryksag med FSC-mærket på.
FSC foreslår nu nye regler, hvor trykkeriet gerne må FSC-mærke tryksagen, selv om det ikke-certificerede forlag køber papiret - så længe papiret leveres direkte fra en FSC-certificeret leverandør til trykkeriet.
Hvis den nye politik vedtages vil den afhjælpe en flaskehals på FSC markedet for bøger og andre tryksager. Princippet vil dog også kunne anvendes for andre typer af produkter, hvor der eksisterer en tilsvarende problematik. Den generelle betingelse er, at certificerede underleverandør leverer endeligt emballerede slutprodukter med produktmærkning, og at det certificerede råmateriale leveres direkte til den certificerede underleverandør.
|