Vælg sprog:


Nyhedsbrev 

nye fsc-regler: begrænset hjælp til producenter af sammensatte produkter

20 december 2007

Det sidste udkast til FSC’s nye sporbarhedsstandard, som blev sendt ud til offentlig høring indebar at FSC-certificerede sammensatte produkter kunne indeholde op til 5% såkaldte mindre komponenter bestående af ikke-certificeret materiale – så længe det ikke drejede sig om udvendig finér eller produkter med indhold af træarter beskyttet under CITES konventionen.

Konceptet blev designet for at hjælpe producenter af sammensatte produkter som f.eks. møbler. Disse producenter har et særligt problem med at skaffe små komponenter som f.eks. dyveler og håndtag som FSC-certificeret materiale – og lige så problematisk er det at dokumentere at komponenten stammer fra ukontroversielle kilder.

Producenten køber typisk de små komponenter hos lokale ikke-certificerede detailhandlere. Da detailhandlere under ingen omstændigheder må benytte sig af FSC-betegnelsen på salgsfaktura er det udelukket at producenten kan købe certificerede materialer herfra – rent bortset fra at den slags produkter indtil videre sjældent fås som certificerede på markedet.

Tærsklen på de 5% giver altså god mening og er da også bibeholdt i den endelige version af FSC-standarden. Men der er til gengæld indføjet et nyt krav som ikke var indeholdt i nogen af de tidligere udkast: Hvis de ikke-certificerede, mindre komponenter udgør mellem 1% og 5% af det totale volumen skal producenten nu søge FSC om dispensation. Og her begynder problemerne.

ANSØGNINGSPROCEDUREN

Lad os se på en snedker eller mindre møbelproducent, som fremstiller møbler ifølge kundens specifikationer. Hvis producenten modtager en forespørgsel på en speciel FSC-certificeret model, og hans beregninger viser at kun 97% af produktets volumen kan fremstilles af FSC-certificeret råmateriale, så skal han nu gennemgå følgende procedure:

1. Udarbejde en markedsanalyse, der dokumenterer at de resterende 3% af de træbaserede komponenter ikke er tilgængelige på markedet som FSC-certificerede eller som FSC controlled wood certificerede.
2. Udarbejde en handlingsplan for, hvordan de sidste 3% kan reduceres i fremtiden.
3. Udfylde en ansøgningsformular vedr. dispensation.
4. Oversætte ansøgnigen til engelsk.
5. Bede sit certificeringsfirma om at gennemgå ansøgningen og sikre, at den indeholder al nødvendig information.
6. Certificeringsfirmaet skal videresende ansøgningen til FSC.
7. FSC skal indenfor 4 uger enten godkende eller forkaste ansøgningen, eller udbede sig længere tid til sagsbehandlingen.
8. Når godkendelsen er udstedt skal certificeringsfirmaet informere producenten herom.

Producentens kunde skal altså være ret tålmodig, i betragtning af at det sandsynligvis vil tage adskillige måneder før producenten ved om han kan sælge produktet som FSC-certificeret. Derudover vil proceduren sandsynlig-vis forøge omkostningerne ved at fremstille et certificeret produkt. Vi forventer at såvel certificeringsfirmaet som FSC vil opkræve et gebyr for at behandle sagerne.

Selv om 5% reglen blev indført for at hjælpe mindre producenter ser det ironisk nok ud til at netop denne gruppe ender som spillets taber. Ansøg-ningsproceduren er sandsynligvis for dyr, tidskrævende og kompliceret til at fungere for dem.

Relaterede artikler